Om Galleriet
Mit galleri ligger i den lille hyggelig kunstnergade Rørholmsgade ved søerne i København K, hvor vi er cirka 15 gallerier side om side, der holder fællesåbent den første søndag i måneden kl. 12-16. Det er hyggeligt, uformelt og vi komplementerer hinanden rigtig godt.
Efter at have malet i nogle år, og efterhånden havde en del malerier, som jeg ønskede at vise til kunder, der ikke kommer der, hvor jeg udstiller fast, var tiden inde til at få mit eget sted. Jeg havde også en masse stof som skulle udnyttes til noget flotte puder, så nu skulle de to forskellige, men dog lidt sammenhængende kunstgrene forenes, og så var jeg så heldig at læse om Rørholmsgade i avisen, og kunne se at det var her, jeg skulle være.
Jeg har nu haft galleriet siden august 2011, og det viser sig at jeg kan udnytte min uddannelse som indretningsarkitekt, for min indretningserfaring siger mig, at det kan være svært at finde det rigtige maleri, for hvor skal du lede, hvilken stil og farvesætning kan du holde ud at se på i mange år og hvor mange penge er du villig til at betale. Måske ønsker du at “møblere” med et maleri, måske skal der bare ske noget nyt, da hele farvesætningen i dit rum skal være en anden, eller måske har du fået et møbel, hvor du nu vil fremhæve farven med et maleri. Frem for alt skal maleriet og puderne i hvert fald give din indretning personlighed! Og her hjælper jeg gerne.
Mine malerier indeholder ofte ting jeg finder i min hverdag i form af f.eks. papirklip, grus, filthjerter, pressede blomster, vejskilte, sten og linoleumsprøver.
Når du har kigget på det store udvalg af mine malerier, der, som du kan se, varierer meget i stil og farve, og der er noget du kan lide, men størrelse eller farvevalg er ikke helt rigtig, laver jeg gerne et par andre malerier tilpasset dine ønsker, så der er noget at vælge i mellem – og der er naturligvis ingen købetvang. Husk du kan få inspiration fra begge menupunkter “malerier” og “solgte malerier”.
Nogle malerier skal selvfølgelig ses i natura hos dig eller mig, og måske lånes med hjem til dig i nogle dage, så du kan se dem i de rigtige omgivelser, for de viste farver er vejledende. Oftest er farverne mere klare end det du ser her.
Hvis du er interesseret i et maleri, så kontakt mig for en uforpligtende samtale.
Og så er der jo mine unika kunstpuder! Bæredygtige og i helt forskelligt design, da ikke to er ens, og jeg kan aldrig lave flere med et bestemt stykke stof. De bliver nemlig syet af lækre uld-, silke-, bomulds- og blandingsstoffer, og hvert stykke stof er prøver fra stofkollektioner, der er udgået, så de fine stoffer bliver ”genbrugt” på fineste vis og får et nyt liv.
Tag et kig på det store sortiment her på hjemmesiden, og se om der er en eller flere puder, der kunne blive prikken over i’et hjemme hos dig. Der er altid cirka 200 puder på lager i al verdens farver.
Alle puder har lynlås, så betrækket kan renses, og pudefyldet er af kvalitetsfjer.